2002 Referat af generalforsamling mandag den 20. oktober 2002

 

Vejlauget Håbets Allé m.fl.

Referat af generalforsamling mandag den 20. oktober 2002
i Brønshøj Sognecenter fra kl. 20 til 22.30

Inden generalforsamlingen var der rundvisning på Brønshøj Museum kl. 19.00 - 19.45 med museumsleder Lars Cramer-Petersen. Her så vi både scener fra svenskerkrigene og hvordan Carlstad i 1658-1660 bredte sig ud over Brønshøj og også Håbets Allé.


1. Velkomst og valg af dirigent og referent v. Michael Jørgensen
Michael Jørgensen bød velkommen og Jan Aagaard valgtes som dirigent og Christina Bak som referent.


2. Beretning v. bestyrelse og udvalg
Bestyrelsen og de i alt 40 deltagere på generalforsamlingen startede med at præsenterede sig selv, så alle havde en idé om, hvem der ellers var mødt op. Der blev aftalt, at generalforsamlingen skulle slutte kl. 22.30. Resten af diskussionerne om de nye vedtægter og en endelig afstemning venter til en ekstraordinær generalforsamling.

100 års jubilæum v. Jesper Bundgaard
Jesper Bundgaard fra festudvalget fortalte om arrangementerne i anledningen af Håbets Allés 100års jubilæum. Der er afholdt loppemarked, hvor børn og voksne solgte ud af deres loftsrum og hvor en bod med postkort, t-shirts og lodder samlede penge ind til jubilæumsfesten. Det største arrangement var jubilæumsfesten den 9. august, hvor der var tæt program fra morgen til aften. René Jensen havde skrevet en sang, som blev sunget flere gange. Et meget storslået arrangement, med over 200 deltagere i løbet af dagen.

Brønshøj Grundejerforening v. Birgitte Myrup
Birgitte Myrup fortæller om samarbejdet med Brønshøj Grundejerforening, hvor hun er valgt ind i bestyrelsen. Det første møde finder sted den 21. oktober 2003. Formålet med den fælles forening er at samle alle grundejerforeninger og vejlaug i postnumrene 2700 og noget af 2400, og skabe et tættere samarbejde. Hvis nogen har forslag til noget der skal drøftes i foreningen er I velkomne til at henvende jer til Birgitte Myrup (nr. 38,1.).

Hjemmesiden v. Morten Egholm
Morten Egholm fortæller, at vores hjemmeside er godt besøgt. Billeder fra vejfesten bliver snart sat ind. Hvis nogen har billeder fra arrangementer eller af husene fra tidligere tider er I meget velkomne til at kontakte Morten Egholm (nr. 36,1.), så de kan blive sat ind på hjemmesiden. Husk at skrive årstal på.

Godkendelse af regnskab v. Morten Egholm
Morten Egholm fremlægger regnskabet, som revisorerne godkender. Det har været et godt regnskabsår og 100års festen fik ekstra mange sponsorer, så vi kommer ud af 2003 med et driftsoverskud på 4.230 kr. Kassebeholdningen er i alt på 11.846,72 kr.

Spærring af vejen v. Jan Aargaard og Michael Andersen
Det har tidligere været drøftet om det var muligt at afspærre vejen, så vi kunne reducere den gennemkørende trafik. Vejudvalget har holdt møde med Københavns Kommune og har her fundet ud af, at det kræver at alle skal høres i området omkring afspærringen. Diskussionen om spærring bliver derved udskudt.

Sagen i Kolding v. Michael Andersen
Michael Andersen har set på sagen i Kolding, hvor Kolding Kommune blev dømt for at have privatiseret nogle kommunale veje, da det stred imod lokalplanen. Sagen i Kolding kan ikke sammenlignes med de private fællesveje i Københavns Kommune. Der er altså intet der tyder på, at Københavns Kommune har gjort noget ulovligt i at privatisere Håbets Allé m.fl.

Vedtægter vedrørende vedligeholdelse af vejen v. Jan Aargaard og Michael Andersen
Jan Aargaard og Michael Andersen præsenterede det nye oplæg til vejlaugets vedtægter. De gennemgik en meget pædagogisk tegning af, hvilke dele af vejen det drejer sig om, at vejlauget skal overtage og lagde op til diskussion. (Se de udleverede papirer til oplæg til ordinær general-forsamling den 20.10.2003 om forslaget til de nye vedtægter og for en nærmere præsentation af argumenterne for at udvide vejlaugets ansvarsområder til også at omhandle vedligeholdelse af vejen).

Der blev diskuteret fordele og ulemper ved forskellige forslag og mange deltog i debatten.
Kort fortalt handlede det om følgende punkter:

Basispakke
Der blev lagt op til, at kontingentet til vejlauget skal stige og herefter indeholde tilskud til sociale arrangementer, forsikringer og årlige vejreparationer. Basispakken blev ikke diskuteret. Der var umiddelbart bred enighed blandt deltagerne om, at en udvidelse af kontingentet var en god måde til at forvalte vedligeholdelse af vejene.

Ud over basispakken var der også lagt op til, at der skulle opspares penge til et nyt slidlag på vejen og betales penge for snerydning og vedligeholdelse af vejtræer.

Opsparing til nyt slidlag – kommentarer fra diskussionen
Argumenter for en fælles opsparing til slidlag
• Vejlauget kan reagere, når der er behov
• Beredskabet er klart   

Argumenter imod en fælles opsparing til slidlag
• Vi vil selv være herre over vores egne penge – ind til de skal bruges

Hvordan skal vi spare op til et nyt slidlag? Kommentarer fra diskussionen
• Basispakke incl. slidlag, dvs. vi betaler pengene til slidlaget ind på samme konto som basisudgifterne og pengene kan ikke fås retur
• Basispakke og særlig opsparingskonto dvs. vi betaler pengene ind til slidlaget på en særskilt konto og kan få pengene retur, hvis vi flytter inden arbejdet med slidlaget er påbegyndt
• Basispakke uden fælles opsparing til slidlag dvs. vi sparer selv op og betaler, når der er taget beslutning om, at et nyt slidlag skal påbegyndes

 
Vejledende afstemning om opsparing til slidlag
• Basispakke incl. slidlag  15 stemmer
• Basispakke og særlig opsparingskonto   5 stemmer
• Basispakke uden fælles opsparing til slidlag   7 stemmer
I alt     27 stemmer

Snerydning – kommentarer fra diskussionen
Argumenter for, at kontingentet også skal indeholde betaling af snerydning
• Det er rart, at vi ikke selv skal gøre det
• Renovationen kan ikke komme frem, hvis ikke vejen er ryddet

Argumenter imod, at kontingentet også skal indeholde betaling af snerydning
• Det er hyggeligt at tale sammen og rydde sne
• Man får motion
• Fejemaskinen kommer alligevel altid for sent
• Der kommer et islag, når den fejer

Vejtræer – blev ikke diskuteret

Betaling og medlemsstatus
Diskussionen fortsatte efter pausen med at omhandle, hvorledes betalingen skulle fordeles. I det oprindelige forslag er der lagt op til, at hjørnehuse og erhverv betaler dobbelt. Hjørnehusene fordi de ofte ejer dobbelt så meget vej som de andre huse og erhvervene fordi de ofte har adskillige biler som slider på vejene. I løbet af diskussionen kom der andre forslag på bordet og fordele og ulemper ved de forskellige forslag kom også frem, både de rationelle, de moralske, de demokratiske og de solidariske.

De fire forslag som umiddelbart udkrystalliserede sig var følgende:
• Det enkelte hus/matrikelnummer betaler efter antal kvadratmeter på vejen, hvert matrikelnummer har én stemme
• Det enkelte hus/matrikelnummer betaler efter de parametre som kommunen benytter, hvis de påbyder at få vejen renoveret (50% facadeareal, 25% grundareal og 25% off. vurdering)
• Hver enkelt husstand betaler for ét medlemskab, dobbelthusene har derved to stemmer
• Hvert hus/matrikelnummer betaler for ét medlemskab og har derved kun én stemme

Flere gjorde forsamlingen opmærksomme på, at vi skal passe på ikke at skræmme medlemmer væk.

Forslag
Der blev stillet forslag om endnu engang at undersøge, om det er muligt at tinglyse et tvunget medlemskab i vejlauget.

Der blev stillet forslag om at skabe et debatforum på hjemmesiden, så alle løbende kan bidrage til diskussionerne. Det vil Morten Egholm sørge for bliver oprettet.

Ekstraordinær generalforsamling
Der var bred enighed om, at bestyrelsen skulle arbejde videre med oplægget til de nye vedtægter ud fra diskussionerne på denne generalforsamling. I det nye år indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor diskussionerne kan fortsætte og en endelig afstemning finde sted.
 
3. Indkomne forslag v. Christina Bak
Christina Bak fortalte om udvalg til loppemarked, cykeltur, fastelavn, vejfest og lugedag, så vi sørger for at vejlauget fortsat er en social forening med aktiviteter for voksne og børn.
• Fastelavn den 28. februar: Monica Edelman vil gerne lægge have til og deltage i planlægningen
• Vejfest i august: Bestyrelsen er ansvarlig for planlægningen
• Lugedagen: tages op på den ekstraordinære generalforsamling

Der er stadig mulighed for, at I kan melde jer til at hjælpe med planlægningen.


4. Valg af bestyrelse og suppleanter
Hele den nuværende bestyrelse genopstiller og blev genvalgt og to nye suppleanter blev valgt ind.

Bestyrelsen består nu af Jan Aagaard
Morten Egholm
Birgitte Myrup
Suppleanter  Michael Jørgensen
Karsten Skjærlund
Christina Bak
Jane Land
Birgitte Henningsen

Vejudvalget  Jan Aagaard
 Michael Andersen
 Michael Palkin
  Poul Milthers

Hjemmesideudvalget Morten Egholm
 Birthe Ankergård
  Bjørn Ankergård


5. Valg af revisor og suppleant
Poul Milthers og Birthe Ankergård blev valgt igen.

6. Uddeling af kulturpris v. Morten Egholm
Kulturprisen gik i år til festudvalget for deres store indsats med at planlægge og gennemføre loppemarkedet og jubilæumsfesten. Tak til Jesper Bundgaard, René Jensen, Lisbeth Olofsson og Michael Jørgensen.

Desuden blev der uddelt en vejpris til vejudvalget for deres arbejde med at tilrettelægge vedligeholdelsen af vores veje og lave udkast til de nye vedtægter. Tak til Jan Aagaard, Michael Andersen, Michael Palkin og Poul Milthers.


Tak for en god aften!

Mange hilsner
Christina Bak