2006 Referat af generalforsamling mandag d. 23. oktober 2006

Vejlauget Håbets Allé m.fl.

 

Referat af generalforsamling mandag d. 23. oktober 2006


1. Valg af dirigent
Michael Jeppesen valgtes som dirigent.


2. Valg af referent
Birgitte Myrup valgtes som referent


3. Beretning ved bestyrelsen

• Beretning om fællesforeningen m.m. ved Birgitte Myrup
For at kunne være med i den kollektive brøndrensning (rensning af rendestens-brønde en gang om året), som vejene i Vejlaugets område er med i, er vi medlem af Fællesforeningen af Grundejerforeninger i Købehavn via Brønshøj Grundejerforening. Fællesforeningen omfatter i dag 60 grundejerforeninger/vejlaug i København med ialt 5000 grundejere. Fællesforeningen udarbejder bladet grundjeren (grundejeren.dk) fire gange om året og påtænker at udarbejde et temanummer en gang om året til alle 5000 grundejere i foreningen. Samarbejdet og gensidig erfaringsudveksling i de Københavnske grundejerforeninger er styrket og synliggjort via indlæg i ”grundejeern.dk”. Samarbejdet har også ført til at alle medlemmer af Fællesforeningen har adgang til en udarbejdet manual om vejvedligeholdelse. Endelig vil Fællesforeningen nøje følge udviklingen i den kommende udlicitering af R98.

• Vejvedligeholdelse ved Jan Aagaard Schmidt
NCC har et mikrohold, som vi benytter, når vi hvert forår får repareret diverse huller og revner i vejene ud for de grundejere, der er medlem af Vejlauget. Vi har fået afmærket vores bump med nye hvide felter.
Ved generalforsamlingen 2005 var der enighed om at opsætte granitstolper i fire chikaner – dette gav dog problemer i den ene chikane, hvor stolpen blev væltet. Problemet er løst efter, at denne chikane blev lavet lidt smallere. Der var enighed om at fortsætte forsøgsordningen  med granitstolper endnu en periode frem til næste generalforsamling.
På en forespørgsel om vejens levetid, oplyste Jan, at det tyder på at vejens levetid endnu kan styres i mange år med lapning en gang om året.
Hvis der er skader på fortorv eller vej efter gravearbejde skal den pågældende grundejer rette henvendelse til skadevolderen, som er ansvarlig for at skaden bliver udbedret tilfredstillende.

 

• Hjemmesiden ved Michael Jeppesen
Vi har vores egen hjemmeside for Vejlauget Håbets Allé m.fl. med adressen www.haabetsalle.info. Hjemmesiden omfatter referater af bestyrrelsesmøder, generalforsamling, gamle billeder og historier fra vejen og mange andre oplysninger. Hjemmesiden er dog lidt tung og vil derfor blive ændret.
Det er Frederik (Michaels søn), der står for vedligeholdelse af hjemmesiden nu, men vi vil meget gerne have en hjemmeside-ansvarlig, der bor her på vejen – henvendelse til Michael Jeppesen (e-mail kan ses på hjemmesiden).

• Chikaner, vejtræer og gartner ved Birgitte Henningsen
Da vores chikaner trænger til en kærlig hånd har vi fået tilbud fra en gartner på vedligeholdelse ved lugning og rejsning af evt. væltede steler – det vil koste 2000-3000 kr. ca. 3 gange i om året. Samme gartner har oplyst, at det vil koste 7000-8000 kr. at beskære alle vejens træer. Vejens træer er beskåret meget forskelligt og bestyrelsen mener, at det ville pynte på vejen med en  mere ensartet beskæring af træerne i chikaner og langs vejen.
Nogle beboere bemærkede, at der er visne træer i flere chikaner og at nogle vejtræer er så store at de tager for meget lys og de visne blade sviner.
Herefter fulgte en længere diskussion om beskæring af vejtræer og om hvorvidt beskæringen skal gives som et tilbud til de medlemmer, der ønsker det. Fælles beskæring af vejtræer vil dog kræve en vedtægtsændring, da betalingen skal komme fra de penge medlemmer af Vejlauget betaler i kontingent. 

• Pas på mig skilte og børnehavebussen ved Jane Land
For at øge bilisternes opmærksomhed på børn på vejen er der opsat et ”pas på mig” skilt ved hundestien og der bliver opsat et tilsvarende skilt på Håbets Allé ved Næsbyholmsvej.

Vi har i bestyrelsen haft møde med repræsentanter fra kommunen og skovbørnehaven for at drøfte problemerne omkring børnehavebussens færden på vejen to gange om dagen. Bussen giver dels problemer med blokering af Håbets Allé ved Frederikssundsvej morgen og eftermiddag, hvilket er til stor gene for firmaer på vejen og områdets beboere dels giver den et stort dagligt slid på vejen, særligt ved chikaner og vejbump. Ved mødet blev forskellige løsningsmuligheder drøftet for at undgå disse gener. Resultatet af mødet blev, at Kommunen undersøger om, der kan etableres en vendeplads på Håbets allé ved Frederikssundsvej (bussen har tidligere forsøgt at bakke ind eller ud fra Håbets Allé men dette er for risikabelt). Kommunen forsøger at få P-vagter ud til at uddele bøder til de biler, der parkerer ulovligt ved børnehaven. Vejlauget søger kommunen om penge til dækning af den slidtage bussen forårsager på vores vej.

• Beskæring af vejtræer og ”plant et træ” kampagne ved Carsten Valgreen
Vejtræerne på vores vej er ujævnt fordelt og meget uens beskåret. Bestyrelsen vil derfor foreslå en ”plant et træ” kampagne med tilskud fra vejlauget. Beskæring af vejtræer er drøftet tidligere på mødet.

Da tilbud om fælles beskæring af vejtræer betalt af vejlauget og tilskud til den enkelte grundejer fra vejlauget til at plante et vejtræ kræver en vedtægtsændring, vil disse forslag blive taget op på en ekstraordinær generalforsamling.
Bestyrelsen sørger for at der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med forslag om beskæring af vejtræer, plant et træ kampagne og kontingentforhøjelse.


3g. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
Kasserer Jesper Hansen fremlagde regnskab og budget.
Flere beboere fra vejen foreslog en kontingentforhøjelse på 50 kr., dette vil blive taget op på den ekstraordinære generalforsamling.


4. Indkomne forslag
Der er indkommet et forslag om omlægning/fjernelse af chikane ud fra Håbets Allé nr. 36, da husets beboere har parkeringsproblemer. Forslaget var dog indkommet for sent, og det blev derfor kun drøftet uden nogen stillingtagen.
Den omtalte chikane blev gjort smallere ved forårets vejvedligeholdelse, idet stelen heri ustandseligt blev væltet og de store biler havde kørt et dybt hul i chikanen til fare for personbiler og cyklister.
Jan oplyste, at det ikke er lovligt at forhøje vejbumpene. Herefter fulgte en diskussion om chikanernes funktion og meninger for og imod nedlæggelse af chikanen.
Beboerne i nr. 36 ønsker forslaget behandlet ved næste generalforsamling.


5. Valg af bestyrelse og suppleanter

På valg:
Jesper Hansen (kasserer), Michael Jeppesen

Ikke på valg:
Formand Birgitte Myrup, Jan Aagaard Schmidt, Jane Land, Birgitte Henningsen, Carsten Valgreen

Jesper og Michael blev genvalgt.


6. Valg af revisor og suppleant
Revisor Povl Milthers var ikke tilstede, men have oplyst at han stillede op igen.
Povl Milthers blev genvalgt til revisor.


7. Evt. (årets arrangementer)
Hvert år afholder vi fastelavnsfest med stor deltagelse af børn og voksne. I maj afholder vi loppemarked. Sommerfesten afholdes midt i august. Alle arrangementer har været spændende og vellykkede.


Referat 12/11-06
Birgitte Myrup