Håbets Allé. Det var sådan noget jævnt almindeligt.

Sådan karakteriserer Gunnar Hansen de mennesker og den allé, som han flyttede til i 1935. Han var dengang 23 år, og nygift med Elly. Efter brylluppet 5. maj 1935 flyttede det unge ægtepar ind på 1. sal i nr. 57, mens Ellys forældre boede i stuen. Et bosætningsmønster, der var ret almindeligt på det tidspunkt.
Siden, da svigerforældrene døde, købte parret huset. Prisen var 35.000 kr., hvilket var 10.000 kroner over vurderingssummen. Sådan var det dengang!
Kvarteret, som Elly og Gunnar flyttede til i 1935, var endnu et relativt ungt kvarter. Det var blevet etableret med asfaltering og kloakering, beplantning af vejtræer, og mange af de huse, som vi kender i dag, var på det tidspunkt blevet bygget.
- Jeg kendte kvarteret, for jeg kom meget på Håbets Allé som barn. Men beboernes gøren og laden var ukendt for mig, fortæller Gunnar Hansen. Hvem boede dengang på Håbets Allé?
- Der boede mange håndværksmestre og sporvognsmænd. Det var velbjærgede og fornuftige mennesker, der havde så meget styr over deres økonomi, at de havde haft råd til at bygge en villa, siger han.
Gunnar Hansen mener, at netop økonomien var årsagen til, at der blev bygget så mange 2 families huse. Det var almindeligt dengang, for så kunne man leje ud bagefter, eller man kunne have forældre eller svigerforældre boende.
- Senere gik det anderledes, fordi børnene betakkede sig for at bo i forældrenes hus. Men i de år, hvor der var bolignød i København, var det jo en fornuftig løsning.

 

Træfældningen
Trods en formel omgangsform var der ifølge Gunnar Hansen et levende liv, hvor naboerne kom hinanden ved, på godt og på ondt. De konkurrerede om at have de flotteste haver og plankeværk. Det hele skulle se så ordentligt ud, at det næsten kunne få et komisk skær. Eksempelvis træfældnings-processen under 2. Verdenskrig.
- Der opstod en kappestrid. I dag hedder det, at man fældede træerne på grund af brændselsmangel under krigen. Men det var nu ikke hele sandheden. Træerne havde fået en alder, hvor de ikke mere var pyntetræer. De gjorde vejene fedtede. Og problemet var, at træerne havde vokset sig så store, at rødderne var begyndt at løfte fortovsfliserne op. Det var jo problematisk, for så kunne fodgængerne falde og husejeren kunne risikere at blive bondefanget på noget erstatningskrav, fortæller Gunnar og tilføjer:
- Når så træerne var fældet, så skulle det naturligvis udnyttes som brænde. Min svigerfar insisterede på, at det skulle være pynt og lægges i stakke, så det stod fint og flot. Jeg mente, at det var til kakkelovnsbrug, men nej, brændslet skulle stakkes pænt, ikke ligger hulter til bulter. Der var naboerne ved at overgå hinanden i hvem der kunne lægge den flotteste stak. De havde jo alle noget bondeslægt i sig. Det lå ligesom i naturens orden, at brænde ikke var noget, som man lagde hulter til bulter. Det var noget, som københavnerne gjorde. De smed det bare ind i en kasse. Men ikke på Håbets Allé. Det var sådan noget jævnt almindeligt.

Stauning og Hedtoft
Allerede som ung meldte Gunnar Hansen sig ind i Socialdemokratiet. Det førte til mange år som aktiv både i parti og fagbevægelse i Brønshøj. Han mødte Thorvald Stauning, der var statsminister i mange år, og som var valgt i Brønshøj. Han boede på Enigheds Allé, men ifølge Gunnar Hansen vist nok "nærmest symbolsk". Stauning flyttede da også tilbage til København efter et par år. Ifølge eget udsagn blev han træt af de lange fod- og cykelture ind til Christiansborg.
Anderledes forholdt det sig med den senere statsminister Hans Hedtoft, som blev boende i Brønshøj til sin død.
- I mine yngre år boede jeg i opgangen ved siden af ham nede på hjørnet af Hyrdevangen og Frederikssundsvej, hvor Hedtoft boede i den sidste opgang, over møbelforretningen. Efter at jeg var flyttet på Håbets Allé i 1935, mødte jeg Hedtoft i kvarteret her. Han var da flyttet i et hus på hjørnet af Fuglsangs Allé og Næsbyholmsvej. Og han gik ofte ture her i kvarteret.

Kulhandleren
Fra sin drengetid på Håbets Allé husker Gunnar Hansen en række mennesker, som børnene opfattede som originaler. Én af dem var kulhandler Sørensen i Håbets Allé nr. 6.
- Han var så dyrevenlig, at han kunne bryde i gråd over en død flue. Han var omgivet af dyr. Et par dejlige Islænder-heste var spændt for hans vogn, der transporterede kul og koks, og så havde han sin sorte puddelhund, der vist aldrig blev klippet, men godmodig og dejlig var den. Et par gæs fulgte ham overalt. De kom vraltende bag ham, og så stod gæssene og rappede uden for, når han var hos bageren. Vi børn betragtede ham som en stor og stærk mand, som vi var lidt bange for, men vi kunne ikke lade være med at glo, når han kom forbi.

Betjent Hansen
Også betjent Hansen i nr. 12 omfattede børnene med den største respekt.
- I den ejendom, hvor Brugsforeningen lå, havde vi en meget højtidelig ting, den såkaldte "grønne lygte", Københavns Politi. Vi stirrede på skiltet med blanke øjne: Av, derinde boede denne betjent, der havde hele vores distrikt.
- Betjent Hansen tog tilværelsen meget rolig. Far sagde, at der skulle mere end et mord til, før han afbrød sin middagssøvn. Når folk anmeldte et eller andet, tog hans kone imod med ordene: Min mand sover til middag, men jeg skal lade beskeden gå videre.
På et tidspunkt fandt Gunnar en tikroner-seddel på gaden. Af sin mor blev han beordret op til betjent Hansen for at aflevere sedlen. Gunnar vovede sig derop, og mens betjent Hansen bogførte "hittegodset" sad den unge Gunnar og iagttag hans hjelm og hans håndjern, der lå på bordet og han tænkte ved sig selv: Sikken en skæbne at komme i kløerne på sådan en betjent.
Året efter fik Gunnar en tilsigelse fra Københavns Politi, om han ville være så venlig at komme og modtage en dusør for indleveret hittegods. Det var ærlige tider dengang, bemærker Gunnar Hansen.
Men også ærligheden havde sine grænser.
En dag blev der begået et bankrøveri i Brønshøj Bank på hjørnet af Frederikssundsvej. Men betjent Hansen nåede ikke at få et ben ud af sengen, før røveren var lagt i lænker. Det foregik på følgende måde, fortæller Gunnar.
- En mand var gået ind i banken om aftenen lidt før lukketid og havde sat sin stok i gulvet som kile, så døren ikke kunne åbnes udefra. Inde i banken truede han personalet til at udlevere pengene, men da han ville forlade banken med sit bytte, kunne han ikke komme ud, fordi han ikke kunne få stokken fri. Bankmanden reagerede resolut ved at kaste sin regnemaskine i hovedet på bankrøveren. På samme tid kom to af vognmand Hansens kraftige kuske forbi. De så, at der skete noget dramatisk i banken, de fik døren revet op og fangede bankrøveren, så han sprællede som en rødspætte i nettet.
- Vi børn kunne næsten ikke vente på at læse avisen dagen efter. Stor var min forbavselse, da jeg i Politiken, eller også var det i Aftenposten, læste overskriften "Mislykket røveri i Brønshøj". Jeg løb hjem til min mor og udbrød skuffet: Jamen, var det ikke et bankrøveri?" Mor svarede, at det var et bankrøveri, men at det var et mislykket røveri. Fra den dag vidste jeg hvad ordet "mislykket" betød.

Skolegang
Gunnar Hansen omtaler sine lærere med megen respekt. Han gik på Brønshøj Skole. Til at begynde med gik han i Gadekæret og i nogle barakker, der hvor Brønshøj Museum i dag ligger.
- Vi var indkvarteret i mange forskellige klasser. Dengang stod en lærer til rådighed døgnets 24 timer. De øvede en stor social indsats for at opdrage os børn.
- Jeg havde en pragtfuld klasselærer. I begyndelsen var jeg bange for ham, fordi jeg engang havde set ham i en skolekomedie, hvor han havde optrådt som en grusom røver. Der gik nogen tid, hvor jeg betragtede ham som sådan, indtil det gik op for mig, at han var en elskværdig mand og den bedste lærer, som jeg nogensinde har haft.
- Vi børn dyrkede lærerne som idoler. Jeg havde en skolelærerinde, og hun var virkelig en kvinde, der var forud for sin tid. Hun kunne rette vort sprog til, så vi lærte at skrive fejlfri dansk. Hun sagde, at hun var ligeglad med, om vi kunne kongerækken og den lille tabel uden ad, bare vi vidste, hvor vi skulle henvende os, når vi skulle bruge det. Hun lærte os, hvordan vi skulle skrive et brev og hvad der skulle stå. Det væsentlige i kort form, sagde hun altid. For hende var det sikkert et slidsomt arbejde at opdrage os uvorne unger.
- Der var ikke noget, som kunne måle sig med de mennesker, som beskæftigede os. På den tid var KFUM den eneste rigtige socialpædagogiske forening i Brønshøj. Vi havde ingen spejderkorps, men KFUM kunne beskæftige os mange drenge. Præstegården var samlingspunkt for meget menighedsarbejde og deres fester. Pastor Jespersens drøm var at lave et menighedshus, men vi måtte selv skaffe midlerne. Vi var på pragtfulde lejre, som de handlende i kvarteret betalte til. I dag føler jeg en taknemmelighed over for disse mennesker, som tog sig af os. De tog vores problemer alvorlige og lærte os om hvad der var ret og uret.

En original
Med sine 65 år på Håbets Allé er Gunnar Hansen i dag blandt de ældste på Håbets Allé. Selv betragter han sig som en original, som kulhandler Sørensen og betjent Hansen.
- Det at ældes i et kvarter, hvor ens egen omgangskreds falder bort, føles ensomt. På en måde føler jeg mig som var jeg flyttet i et nyt kvarter, for jeg kender ikke dem, som bor her. Der er ikke flere tilbage udover fru Glendrup. Man har ikke den kontakt, som man havde før.
- Alligevel varmer det, når man på gaden møder en lille snottet dreng, der råber "Dav", hvorefter man hører moderen spørge: Hvem var han? Det er da Gunnar. Kender du ikke ham? Hver årgang har sin original, ikke?
- Vi er altid kommet hinanden ved på Håbets Allé uden at komme for tæt på. Man hilser og udveksler ord. Var det ikke dig, der engang boede på Håbets Allé og så fik man sig en lille sludder. Men den dag, jeg hørte, at min læredreng var gået på efterløn, da følte jeg mig gammel.

Men på trods af alderdom og ensomhed følger Gunnar Hansen levende med i alt, hvad der rører sig om ham. Børnene er hans et og alt. De muntrer ham op med deres umiddelbare og kærlige bemærkninger. Og netop på grund af disse små ser han en stor fremtid for Håbets Allé.
- Engang var Håbets Allé et sølvbryllupskvarter, sådan et, hvor folk så alvorlige på hinanden og gjorde tingene på sømmelig vis. Ingen uorden i haven, uha nej. Lidt kedeligt. Men så kom de unge og flyttede ind, og med dem kom børnene. Ja, der kom så mange, at man måtte have kuglerammen frem for at tælle, hvor mange der var. Så blev der atter liv og glade dage på den gamle allé, og sådan skulle det gerne blive ved.

Gunnar Hansen blev boende på Håbets Allé til sin død. Han døde på tærsklen til det ny årtusinde, den 1. januar 2000, efter længerevarende sygdom, 88 år gammel. Interviewet er fra september 1998.

 

Læs også om...

Håbets Alle 36. Lasses æbletræ og Astrid Lindgren....

Med et uanmeldt besøg i oktober 1996 var det Astrid Lindgren selv, der røbede sin private tilknytning til Håbets Allé i årene fra 1926 til 1929 Af Søren P. Sørensen En lørdag i oktober 1996  [ ... ]

Læs mere...
Håbets Alle 67. Forfatteren Erik Berthelsen (1898-...

Erik Bertelsen føjer sig til rækken af kendte forfattere, der har boet på Håbets Allé. I årene fra 1930 til 1935 sad han til leje på H. A. nr. 67, stuen, sammen med sin kone og lille datter. E [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 17. Brønshøj brugsforening

Brønshøj Brugsforening havde fra starten i 1912 til huse i Håbets Allé nr. 17. Men på grund af pladsmangel flyttede den allerede i 1914 over på den anden side, til Håbets Allé nr. 12, hvor den [ ... ]

Læs mere...
Håbets Alle - 100 år

Håbets Allé fejrer 100 år Et af Brønshøjs ældste villakvarterer rummer en rig historie med bl.a. Busters Verden og Astrid Lindgren Håbets Allé fejrer denne sommer 100 år. Begivenheden fejre [ ... ]

Læs mere...
Andre artikler