Af Søren Peder Sørensen

Først kom storken. Så kom børnene.
For ret beset blev Håbets Allé placeret på en mark med søhuller, græssende kreaturer og storke på jagt efter frøer.
Siden blev markerne udstykket i parceller. Grundene blev byggemodnede, og der blev bygget huse, store og små, værkstedsbygninger og tofamilieshuse.

Familier fra Nørrebro rykkede ind og forvandlede de åbne marker til et blomstrende og børnerigt kvarter.
Håbets Allé udviklede sig til at blive et af de mest børnerige kvarterer i Brønshøj. I 1980erne blev der lavet vejforanstaltninger, og siden blev der bygget vejbump for at dæmpe trafikken og beskytte legende børn mod biler. Et logo med glade børn alleens vartegn.
Ja, selv Buster Oregon Mortensen, den verdenskendte tryllekunstner, kendt fra Busters Verden, boede på Håbets Allé. Selvom forfatteren Bjarne Reuter godt nok boede på Kabbelejevej. Men alligevel!

Fakta om Håbets Allé
Håbets Allé (H A.)hører til det ældste eksisterende villabyggeri i Brønshøj. Til det ældste byggeri i Brønshøj hører også bl.a. Arnesvej, Degnemose Allé samt byggeforeningen Enighedens huse på Brønshøjholms Allé, Risvangen og Enigheds Allé.

Kort- og Matrikelafdelingen i Københavns Kommune har oplyst, at en del af Håbets Allé (fra Frederikssundvej til Rostgårdsvej) er blevet udlagt ved deklaration og tinglyst 10. oktober 1903. Vejen er navngivet ved en rådstueplakat 13. januar 1908. Den kan ses på Stadsarkivet (Rådhuset). Der kan godt have været en vej før da, men da i form af en markvej.

Den ældste del af vejen findes på strækningen mellem Frederikssundsvej og Rostgårdsvej (Hundestien). På denne strækning finder man også de ældste huse, bl.a. de to dobbelthuse fra 11 til 17, som er bygget i 1901. Blandt de øvrige ældre huse finder man på denne strækning Håbets Hus (nr. 27). H.A. nr. 4, hvor Bella Centralen havde til huse (og som fortsat bærer navnet KTAS). Bella. Brønshøj Brugsforening (H.A. nr. 12), Brønshøj Husum Avis (H.A. nr. 1), en filial af Bellahøj Skole (H.A. nr. 5, hvor Børnehuset ligger), Post- og telegrafkontor (H.A. nr. 3).

I årene omkring 1905 kom der gang i udstykningerne på strækningen fra Rostgårdsvej mod Karlstads Allé, og videre mod Næsbyholmvej. Af skødet til ejendommen Håbets Allé 55 (på hjørnet af Karlstads Allé) fremgår det, at udstykningen fandt sted i 1905, huset er blevet opført året efter.
I årene 1906 og 1907 bredte nybyggeriet sig på begge side af Håbets Allé, fra Rostgårdsvej til Karlstads Allé, og videre mod Næsbyholmvej. Mange af husene på østsiden af Håbets Allé, fra Karlstads Allé til Næsbyholmvej, er opført i 1906, f.eks. Villa Lindholm, 1906 og Blidahl 1906. Dengang var der endnu ikke bygget huse på vestsiden.

Baggrund for alleens opståen
Udviklingen tog for alvor fart, da Brønshøj sogn sammen med Utterslev, Emdrup og Husum den 1. januar 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune. Årene herefter sørgede Københavns Kommune for den nødvendige infrastruktur, i form af bedre veje, kloakering, belysning, sporvognsforbindelse, brandvæsen, en ny og større skole og meget mere.

I 1902 nåede den første sporvogn ad Frederikssundsvej frem til Brønshøj. Her blev Brønshøj Torv etableret som endestation for sporvognslinjen. Forbindelsen hed i starten linje 9, men den skiftede allerede i 1903, samme år som Håbets Allé, navn til linje 5.

En stor befolkningstilvækst, bl.a. på grund af Byggeforeningen Enighedens 50 opførte dobbelthuse forvandlede Brønshøj til et børnerigt område, og der kom et stort pres på de få skoler, der var.
I 1901 blev en ny skole indviet, med 8 klasseværelser og gymnastiksal. Ved indvielsen var der 200 elever og 3 lærere. (Brønshøj gl. Skole).
23 år senere, i januar 1924, blev Brønshøj Ny Skole indviet, denne gang med 36 klasseværelser og faglokaler, og alligevel var behovet ikke dækket.

På 25 år, i perioden fra 1898 til 1923, blev der anlagt over 100 nye veje i Brønshøj og byen voksede til det 5 dobbelte i indbyggerantal. Befolkningstilvæksten fortsatte, så der i 1940 boede 42.401 mennesker i Brønshøj, mod 1881 indbyggere i 1901.

HA-1910-B_1.jpg

Læs også om...

Håbets Alle 67. Forfatteren Erik Berthelsen (1898-...

Erik Bertelsen føjer sig til rækken af kendte forfattere, der har boet på Håbets Allé. I årene fra 1930 til 1935 sad han til leje på H. A. nr. 67, stuen, sammen med sin kone og lille datter. E [ ... ]

Læs mere...
Lidt fakta om vejens historie

Af Søren Peder Sørensen Først kom storken. Så kom børnene.
For ret beset blev Håbets Allé placeret på en mark med søhuller, græssende kreaturer og storke på jagt efter frøer.
Siden blev ma [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 56: Små historier om livet i Købmandsh...

  Små historier om livet i Købmandshuset på Håbets Allé 56, skrevet af Asta Olsen, der var Olga og Osvald Hansens niece, og som boede i huset til 1978:   DEN GLEMTE TE-SKUFFE Da fas [ ... ]

Læs mere...
Håbets Alle - 100 år

Håbets Allé fejrer 100 år Et af Brønshøjs ældste villakvarterer rummer en rig historie med bl.a. Busters Verden og Astrid Lindgren Håbets Allé fejrer denne sommer 100 år. Begivenheden fejre [ ... ]

Læs mere...
Andre artikler