Små historier om livet i Købmandshuset på Håbets Allé 56, skrevet af Asta Olsen, der var Olga og Osvald Hansens niece, og som boede i huset til 1978:

 

DEN GLEMTE TE-SKUFFE

Da faster Olga var blevet enke for anden gang, flyttede hun i 1917-18 ind i Købmandshuset, Håbets Allé 56. Det var i slutningen af første verdenskrig. Efterhånden kom der friske vareforsyninger til landet. Hun havde fra krigens tid en stor skuffe fyldt med te-blade, hvoraf hun rundhåndet delte ud til kunderne. Med teen kunne de give deres hvide blondegardiner en ecru farve, som dengang var meget moderne. Den mode sluttede naturligvis, men den gamle glemte te-skuffe vedblev at eksistere og blev dækket af støv og spindelvæv. Så kom anden verdenskrig i 1939, også med te-rationering. Da den sluttede, og der kom nye forsyninger hjem, skulle de handlende for kontrollens skyld sende restbeholdningerne ind til myndighederne. Faster Olga havde bare ingen restbeholdning, så hun indsendte en passende mængde fra den gamle skuffe sammen med rationeringsmærkerne. Den lille handling har nok reddet hende fra en bøde. Da jeg efter onkels død i 1977 skulle rydde værkstedet, fandt jeg på loftet en stor kagedåse med te. Den fik Oda. Mere ved jeg ikke.

 

DA FRU JENSEN MISTEDE SIN PUNG

En dag, da den pæne fru Jensen var i butikken og skulle betale for de købte varer, var hendes pung væk. Hun vidste bestemt, at den var i kurven, da hun kom. Ja, det var en kedelig situation. Da faster Olga længe efter den episode rystede tæpperne i Musses kurv (Musse var en stor dejlig collie) fandt hun pungen. Musse havde lige så stille været uden for disken og taget den dejlige bløde skindpung.

 

DYBT AT FALDE

Både faster og onkel (Olga og Osvald Hansen) må være gjort af noget godt stof. De overlevede begge på bedste måde hver sit fald. En aften ved spisetid eller lukketid forsvandt alt elektrisk lys i huset. Faster Olga ville så gå hen til det butiksvindue, som vendte ud mod Håbets Allé, for at se, om lyset også var gået ud i de andre huse. Men hun havde bare glemt, at lemmen til kælderen stod åben. Hun rutschede så på ryggen ned ad trappen. Vi andre hørte bare et lille klynk, og lidt efter kom hun kravlende op – en smule flov.

På Svend Gøngesvej havde vi æbletræer. For at der ikke skulle falde for mange æbler ned og ligge at flyde, satte onkel en stige til et af træerne. Udstyret med et par kurve kravlede han op for at plukke flest mulige æbler. Formodentlig har han vendt sig rundt der oppe flere gange, for da han gik ned, var det til den side, hvor der ingen stige var. Han sagde bagefter, at han følte sig så dum, og at det var godt, at ingen naboer havde set ham. Ellers var de vel kommet ham til hjælp.

 

OLE OPFINDER

Faster og onkel havde hver sin økonomi, og det var aftalt, hvem der skulle betale hvad af de fælles udgifter. Faster var nok den mest økonomiske og sparsommeligste. Smørret på brødet skulle ikke være for tykt og kaffekopperne ikke for store, for to kopper kaffe er to kopper kaffe uanset størrelsen. Hun holdt strengt på, hvilke opgaver kvinderne skulle udføre og hvilke, der var for mænd. Onkel derimod kunne påtage sig alt, og han var stolt af at blive kaldt Ole-Opfinder. Inden der blev bygget badeværelse i huset, brugte vi køkkenet, når der skulle bades. En spand vand blev varmet på gassen og sat op på en hylde over døren, hvorfra der gik en slange ned til en oval kobberring, som var fyldt med små huller og en lille hane. Ringen var formet ergonomisk til skuldrene. Man stod i en zinkbalje og åbnede for hanen, det dejlige varme vand strømmede så ned over kroppen. Når onkel om aftenen kom ind fra værkstedet og skulle vaske sig, var det vist for besværligt at tage skjorten af. Han nøjedes med at åbne det øverste stykke. Han havde så en kraftig elastik med en krog i hver ende, som han tog omkring ryggen, så krogene holdt skjorten meget åben. Såre praktisk! Han gik også med et kobberbånd om livet.

Ja, praktisk var han. Når der skulle tapetseres, var det unødvendigt at flytte møblerne ud fra væggene. Der blev bare sat tapet op uden om. Døren til loftstrappen skulle sikres, og det var for besværligt med nøgler. Så han lavede et system, hvor man under nederste trappetrin, der var uden for døren, med foden kunne udløse en mekanisme, der førte op til låsen og åbnede den. I krigens tid var elektricitet og gas rationeret. Onkel lavede da en lille ovn (en jernkasse), som han koblede til kakkelovnen for at udnytte skorstenstrækket der. ”Føllet” kaldte vi den. Her kunne vi i perioder koge vand, varme mad osv. Faster Olga evnede at lave mad samtidig med, at hun passede butik. Men det hændte, at der kom kunder, når han sad og spiste. Onkel lavede her en rund beholder, som han forede med asbest og imonterede en elpære med en ledning og stik op til lysekronen. Her på kunne fasters tallerken stå og holde sig varm.

Under krigen frygtede vi, at der ville blive mangel på mad. endnu medens det var tilladt at køre privatbil, gik turen til Kulhuse, hvor der blev købt en ”sort” gris. Den blev skåret i passende stykker og pakket i en stor kuffert, som hørte til bag på bilen. Vi kørte hjem i mørke for ikke at blive opdaget. Men det var slemt, onkel kunne næsten ikke styre eller se vejen, for lygterne pegede omtrent op i himlen. Hjem kom vi da og arbejdede flere aftener med at henkoge. Dybfrysere fandtes ikke.

 

SKOVTUREN MÅTTE OPGIVES

Faster og onkel havde lovet mine svigerforældre en biltur og kom så en søndag og hentede dem. Mændene på forsæderne og kvinderne bagi. Efter en kort tids kørsel siger min svigerfar: ”Hvad er det, der løber der?”. Bilen synker lidt ned. Forhjulet var trillet i forvejen, så den skovtur måtte opgives.

 

PÅ INDKØB HOS KONKURRENTEN

Faster Olga havde lukket sin købmandsbutik. Derfor skulle julegodterne købes i en anden butik, og det blev onkel Osvalds opgave. En af faster Olgas værste konkurrenter havde været købmand Rosdahl, en stor og fin købmandsbutik på Frederikssundsvej. Onkel fik strenge ordrer på ikke at købe hos ham, men at gå til én af chokoladebutikkerne. Da han kom forbi og så den ”forbudte” forretning med to store vinduer, hvor et utal af lys strålede helt fantastisk ud i vintermørket, og i det ene vindue sås en pyramide opbygget udelukkende af chokolader og i det andet et sørøverskib fyldt med alskens slik, der flød ud til alle sider, kunne han slet ikke dy sig, han måtte derind, for han elskede jo lys, farver og fest. Her købte han så ca. 100 gram af hver slags af de gode sager. Da alle poserne nu stod på disken, bad han om at få dem i en stor neutral pose. Hjemme igen spurgte faster Olga, om han nu alligevel ikke havde været hos Rosdahl. Ok nej, han havde været i en lille butik med en meget yndig ung dame. Senere tømte faster Olga de små poser ud, og på dem alle stod navnet Rosdahl.

Læs også om...

Håbets Alle 36. Lasses æbletræ og Astrid Lindgren....

Med et uanmeldt besøg i oktober 1996 var det Astrid Lindgren selv, der røbede sin private tilknytning til Håbets Allé i årene fra 1926 til 1929 Af Søren P. Sørensen En lørdag i oktober 1996  [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 56: Små historier om livet i Købmandsh...

  Små historier om livet i Købmandshuset på Håbets Allé 56, skrevet af Asta Olsen, der var Olga og Osvald Hansens niece, og som boede i huset til 1978:   DEN GLEMTE TE-SKUFFE Da fas [ ... ]

Læs mere...
Håbets Alle 67. Forfatteren Erik Berthelsen (1898-...

Erik Bertelsen føjer sig til rækken af kendte forfattere, der har boet på Håbets Allé. I årene fra 1930 til 1935 sad han til leje på H. A. nr. 67, stuen, sammen med sin kone og lille datter. E [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 23c,3.th. Fodboldspilleren Ole Madsen...

Indtil sin død i marts 2006 boede den berømte fodboldspiller Ole Madsen på Håbets Allé 23C,3.th. Ole Eduard Fischer Madsen – kendt som Ole Madsen – (21. december 1934 - 25. marts 2006) var e [ ... ]

Læs mere...
Andre artikler