Jeg kom til verden en varm sensommeraften i 1942. Mine første erindringer, som var i slutningen af krigen, oplevede jeg på Diakonissestiftelsen på Tuborg Vej, hvor jeg, som fortsat pattebarn, fulgte min mor, som var indlagt på grund af at jeg havde bidt hul i hendes bryst. Jeg blev anbragt i hospitalets børnehave. Pludselig en dag kom der luftalarm, så diakonisserne måtte gribe os børn og løbe ned i hospitalets bunkers. Situationen var præget af de voksnes angst, som smittede af på os intetanende unger, som derfor alle vrælede i vilden sky medens de engelske bombemaskiner larmede hen over os. Da jeg blev lidt større kom jeg i en rigtig børnehave i Håbets Allé nr. 12. Her lærte jeg andre børn at kende end de, der boede omkring os. således blev min verden større og langt mere spændende.

Det sidste stykke af Håbets Allé fra Karlstads Allé til Næsbyholmsvej, samt stykket af Svend Gønges Vej fra Håbets Allé til Karlstads Allé udgør min barndoms centrale verden. Vort hus, Købmandshuset, havde samtidig adresse på Svend Gønges Vej nr. 2, men det blev af praktiske grunde aldrig brugt og er nu gået i glemmebogen. Huset blev i sin tid købt af min bedstemor, Olga Christiansen, som senere giftede sig med Osvald Hansen, som boede skrås overfor i nr. 73 sammen med sine forældre i huset ”Moseryd”, en fordanskning af navnet på den svenske by, Markaryd, som hans mor var fra. Mine forældre og jeg boede på 2. sal indtil lejeren på 1. sal, familien Tannis, flyttede ud. Som enebarn blev jeg godt forkælet af de 4 voksne, som også gav mig meget tryghed og kærlighed.

Mine legekammerater i Håbets Allé kom alle på Bellahøj Skole, eller Svenskelejren, som de voksne højtideligt sagde. Derimod skulle de fra Svend Gønges Vej gå på Brønshøj Skole. Da flertallet af os unger hørte til Bellahøj Skole var det desværre lidt af en splittelse i flokken. Brønshøj Skole kunne ikke leve op til den nye, moderne skole hvad plads angik, moderne indretninger med bl.a. Skandinaviens eneste planetarium, yngre lærerkræfter med nye pædagogiske idealer osv.. Den samlede flok af nogenlunde jævnaldrende legekammerater var ca. 20. Mange af os var 3. generation, hvor vore forældre og igen deres forældre havde været nært tilknyttet hinanden. Vort miljø var at sammenligne med den mindre landsby, hvor den sociale kontrol ikke var en belastning, men derimod tryghed.

Håbets Allé var oftest vor foretrukne legeplads. Der kom kun sjældent biler, så vi kunne roligt tegne hinkeruder (en kvadrat opdelt i 9 felter) ude på vejen. Vi hinkede på et ben ind i ruderne støttende til en hoppestav (kosteskaft) og skubbede en hinkesten (flad rund glassten) foran os fra rude til rude efter regler, som steg i sværhedsgrad. Det var både drenge og piger som hinkede. Kun drengene spillede på de glatte fortovsfliser et gammelt romersk soldaterspil ”terre” med 5 marmorterninger. Pigerne legede med dukker, som de på moderlig vis plejede og kørte rundt med i fine dukkevogne. Sammen sang vi mange gamle børnesanglege (nu total glemt tradition), hvor vi holdt hinanden i hænderne og enten gik eller dansede, medens vi sang.

Håbets Allé levede ikke op til sit navn. Træerne var forlængst fjernet, men Svend Gønges Vej var faktisk en allé med store æbletræer ud for hver matrikel. I sensommeren gav de utrolig mange æbler, som de respektive grundejere langt fra selv kunne overkomme at høste, hvorfor de nedfaldne æbler efterlod en fedtet grød, som ikke inspirerede os til at lege på, men når efterårsregnen havde vasket vejen ren og træerne strøede deres enorme mængder visne blade, samlede vi dem i store bunker og kastede os lykkelige rundt i det velduftende, krydrede løv. På Svend Gønges Vej var der ikke lagt fortovsfliser så vi udnyttede de nøgne jordarealer til at spille ”land” på. Af og til legede vi også i villahaverne, men bevægelsesfriheden var ikke stor på grund af hensynet til blomster-bedene, som de voksne hægede meget om. Om vinteren drog vi ned til Degnemosen med vore kælke og kælkede enten ned af ”Kamelryggen”, som lå i den vestlige del af mosen, eller vi gik over til den store plæne bag ved gården ”Bellahøj”, hvor en herlig lang strækning skrånede ned mod åen der løb østover mod Teaterpladsen (senere Amfi-teatret). Når Degnemosen frøs til løb alle, børn som voksne, på skøjter. Kommunen sørgede for belysning så vi kunne skøjte til langt ud på aftenen.

I baghaven på Svend Gønges Vej 5, hvor familien Christiansen boede, stod der en meget gammel tjørn, kaldet Karl Gustavs tjørn. Man sagde at her havde svenskekongen haft ud-sigtspost hvorfra han kunne skue ud over København, som han belejrede i 1658. Om tjørnen skulle være over 300 år er usikkert, men stedet er det højeste punkt vest for Brønshøj Kirke. Inden ”Punkthusene” blev bygget kunne vi fra vort vindue på 2. sal se Københavns tårne og i klart vejr byerne på den svenske kyst. I vor baghave, lige over for Christiansens, er der fundet mange gamle svenske sølvmønter fra Karl Gustavs tid. Lur mig om ikke der er nogle tilbage i haverne omkring Svend Gønges Vej 5. Oprindelig hed vejen Karl Gustavs Allé. Hvorfor man siden hen har ændret navnet til en af hans landsforrædere, er gået i glemmebogen. Vejnavnene: Karlstads Allé og Svenskelejren er trods alt bevaret. Erindringerne om svenskernes krig med Danmark er for mange nærmest udvisket. I skolen blev vi daglig gjort opmærksom på krigen, idet der i aulaen var en frise, der beklædte de tre vægge, hvor danmarkshistorien, herunder svenske-krigen, var skildret med smukke kulørte billeder (applikationer). I 1958, 300 året for slaget om København, opførte elever og lærere et syngespil om hændelserne. Alle var klædt i datidens dragter og vore stolte forældre var selvsagt inviteret til at overvære spillet.

Håbets Allé rummer mange historiske begivenheder for de slægter der har boet der, hvilket jo allerede er beskrevet af andre med relation til alléen, men der findes også en enkelt, næsten glemt eller fortrængt tildragelse. I den gamle skole i nr. 5 (bygningen ligger der endnu), som i min barndom var Naturhistorisk Museum, anbragte man ved 2. verdenskrigs afslutning tyske flygtningebørn. Ved et tilfælde fik min mor oplyst via en nær veninde, som arbejdede i ”Danske Kvinders Beredskabskorps” (senere kaldet Lottekorpset), at de syge og udhungrede børn dér faktisk kun havde det bare gulv af ligge på, hvorfor hun hjalp til med at skaffe halm, som erstatning for rigtige senge. Ingen på Håbets Allé vidste besked om hvad skolebygningen gemte, heller ikke senere de historikere, der i 80- og 90erne skrev om de tyske flygtninges skæbner i Danmark.

Vort hus rummede 2 erhverv, Olga drev sin købmandsbutik og Osvald sin vindskær-mefabrik. Et stort skilt over porten oplyste, at her ligger fabrikken OSVALD. Daglig kom der mange kunder med deres motorcykler for at få påmonteret vindskærme. Det skete ude på vejen, hvor der til tider kunne stå en hel række ventende motorcykler. Drengene i kvarteret stod ofte med kenderminer og beundrede de flotte maskiner. Betalingen for skærmen foregik inde på selve ”fabrikken”, som oprindelig var en lille hestestald bygget til købmandsbutikkens hest og vogn. Når kunderne så forlod fabrikken, forkyndte et skilt på porten: ”tid er penge”. Fabrikkens mandskab var ene og alene Osvald, som naturligvis kaldte sig fabrikant. Min far, som var klejnsmed, havde sit værksted på Store Kongens Gade. Trods det at han havde folk ansat, var og blev han kun smedemester. Mine bedsteforældre døde i 70’erne. Deres gravsted på Brønshøj Kirkegård er forlængst slettet. Min mor arvede huset, som i 1979 blev solgt til et kollektiv på 8-9 personer.

Lige over for os i nr. 65 boede Osvalds søster, enkefru Emma Henriksen. Hun og hendes mand, Johannes Henriksen, købte huset samtidig med at Osvald og Emmas forældre købte huset i nr. 73 (Moseryd). Deres far, skræddermester Niels Hansen, døde nogle få år efter, og deres mor Elsa blev boende indtil kræfterne svandt og flyttede så ind i huset hos Olga og Osvald, hvor hun levede resten af sit liv. Johannes og Osvald havde gode sangstemmer, som de flittigt brugte i sangkor. De var begge tenorer, men korlederen valgte ofte Johannes til solopartierne, hvilket kunne afstedkomme misundelse og vrede hos Osvald. Som dreng opholdte jeg mig meget sammen med Osvald på fabrikken, hvor han til musikken fra radioen sang af karsken bælg medens han dansede rundt og slog takten med en hammer på alt, hvad der kunne klinge.

I nr. 71 boede murermester Gottlib Bugge, som efter sin far, også murermester, havde overtaget huset, som bærer tydelig præg af deres erhverv. Huset er blevet forlænget og udbygget med en ekstra lang kvist og samtlige vinduer er med svungne ornamenter. Både den ældre og yngre familie Bugge dyrkede selskab med mine bedsteforældre. De tilhørte den samme, stræbsomme 1. generation af nybyggerne på alléen.

Da jeg var gammel nok, blev jeg bydreng for min bedstemor. Kom jævnligt rundt til kundekredsen med varer, som for det meste blev afleveret direkte på kundernes køkkenborde. Da fjernsynet så småt begyndte sit indtog i kvarterets huse, så jeg en dag, at en af vore kunder havde fået fjernsynsantenne på skorstenen. Næste gang jeg havde ærinde hos kunden, lykønskede jeg fruen med det nye fjernsyn. Hun blev synlig rød i hovedet og hviskede, at de endnu ikke havde råd til selve apparatet, men bad mig om ikke sige noget til andre. Siden fandt jeg ud af at mange andre pralede på samme måde.

Mine bedsteforældre havde et klaver, som havde været i kgl. kammersangerinde Tenna Krafts eje. Man besluttede at lade mig gå til klaverundervisning hos frøken Ingeborg Jen-sen, som sammen med sin ældre søster boede i nr. 59. At komme ind i frøknernes hus var som at komme ind i helt anden verden. Der duftede af lavendel. Fine gamle møbler, kobberstik på væggene og ægte tæpper prydede stuernes gulve. Koncertflyglet var en drøm at spille på. En dag betroede Ingeborg mig, at jeg skulle være meget stolt af at være i musikalsk lige linje med Beethoven! forklaringen lød. ”på musikkonservatoriet blev jeg undervist af en tysk musiklærer, som selv var blevet undervist af en elev af Beethoven, altså; du er et musikalsk oldebarn til Beethoven”! Hun skulle bare vide jeg ikke blev musiker men kun socialrådgiver.

I nr. 58 boede to søstre gift henholdvis med Larsen i stuen og Petersen på 1. sal. Larsen var scenemester på det kgl. Teater, Petersens profession kendte jeg ikke, men pudsig nok var naboen i nr. 60, Frandsen, teatermaler på det kgl. teater. Bag sit hus havde han opstillet et eventyrsceneri, forestillende pandekagehuset fra Grimms eventyr ”Hans og Grete”. Vi unger måtte gerne se eventyrverden, hvis vi ikke ødelagde noget. Frandsen lavede oliemalerier i sin fritid. Rundt om i mange københavnerhjem findes hans billeder, som altid er motiver fra det gamle Christianshavn. I nr. 67 boede malermester Alberg, som også var en meget talentfuld kunstmaler. Familien Alberg kom sammen med mine bedsteforældre, som efter bestilling købte flere af hans meget smukke billeder. Jeg har nu nogle pragteksemplarer hængende i mit hjem.

Vor nabo i nr. 54, familien Mikkelsen, havde tre dygtige børn: Helle, Lone og Jan, som også er 3. generation. Overfor i nr. 63 boede deres mormor, enkefru Nielsen. Fru Mikkelsen, Ruth, var ungdomsveninde med min mor. Sammen har de foretaget mange vandreture med Dansk Vandrelaug, som var en ny aktivitet 30’ernes ungdom fristede til forældrenes bekymring, for hvad kunne der ikke ske, når begge køn overnattede sammen på vandrehjemmene? Da jeg rejste hjemmefra og bosatte mig i Århus, mistede jeg naturligvis kontakten til mine gamle venner og skolekammerater. Men pludselig en dag i 70’erne møder jeg Jan og hans kone i Århus. Jan var blevet tandlæge i Silkeborg med egen tandklinik. Indtil for nylig har Jan været min tandlæge. Jan og hans kone har nu pensioneret dem selv. Hver gang vi mødtes på tandklinikken, mindedes vi vore dejlige barn- og ungdomstid i Håbets Allé. Jeg bor nu i Hammel, 25 km. fra Silkeborg. Fylder 70 år til september.

Januar 2012    

Klaus Giøng

Læs også om...

Håbets Alle 56 - Tilbageblik på min barn- og ungd...

Jeg kom til verden en varm sensommeraften i 1942. Mine første erindringer, som var i slutningen af krigen, oplevede jeg på Diakonissestiftelsen på Tuborg Vej, hvor jeg, som fortsat pattebarn, fulgt [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 56: En syngende og talende Ford.

  En syngende og talende Ford (Håbets Allé 56).   Tidsskriftet Nordisk Motor Industri bragte i et nummer i begyndelsen af 1920’erne denne artikel om opfinder og vindskærmefabrikant  [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 56: Små historier om livet i Købmandsh...

  Små historier om livet i Købmandshuset på Håbets Allé 56, skrevet af Asta Olsen, der var Olga og Osvald Hansens niece, og som boede i huset til 1978:   DEN GLEMTE TE-SKUFFE Da fas [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 17. Brønshøj brugsforening

Brønshøj Brugsforening havde fra starten i 1912 til huse i Håbets Allé nr. 17. Men på grund af pladsmangel flyttede den allerede i 1914 over på den anden side, til Håbets Allé nr. 12, hvor den [ ... ]

Læs mere...
Andre artikler