Med et uanmeldt besøg i oktober 1996 var det Astrid Lindgren selv, der røbede sin private tilknytning til Håbets Allé i årene fra 1926 til 1929

Af Søren P. Sørensen

En lørdag i oktober 1996 fik Birgitte Gotfredsen og hendes to sønner Nicolaj og Christopher, Villa Stevns på Håbets Allé uanmeldt besøg af ingen ringere end den verdensberømte svenske børnebogsforfatter, nu afdøde Astrid Lindgren.
Hun var i selskab med sin personlige sekretær Kerstin Kvint og dennes mand Lennart Frick. Det var sidstnævnte, der ringede på døren og præsenterede Astrid Lindgren.
- Jeg var forvirret, for jeg havde aldrig hørt om, at Astrid Lindgren skulle have boet her. Jeg inviterede dem indenfor. Astrid Lindgren var gangbesværet og kunne heller ikke se ret meget. Hun takkede så hjerteligt for, at hun måtte se huset, fortæller Birgitte Gotfredsen.
Astrid Lindgren og hendes to ledsagere blev budt på sodavand. De sad i stuen og senere insisterede Astrid Lindgren på at se haven. I alt varede besøget vel en times tid, før hun kyssede dem alle farvel på kinden og blev hjulpet ud til den ventende bil.
- Astrid Lindgren sad eftertænksomt i sofaen. Hun var meget nærværende. Hun nævnte fru Stevns og Lasse, hendes søn, og det var egentlig det. Og så var det, at vi fandt ud af, at huset var på samme alder som Astrid Lindgren (1907). Det syntes hun var sjovt, fortæller Birgitte Gotfredsen, og hendes søn Christopher supplerer:
- Jeg forstår ikke så meget svensk. Hun var en gammel dame, der havde opnået noget i sit liv. En dejlig dame, sød og venlig. Hun var glad hele tiden og smilede meget, erindrer Christopher og fortsætter:
- Der fór mange tanker rundt i hovedet på mig. Jeg kunne ikke fatte det, men det var meget interessant, at hun havde boet her. Og så havde hun sit kære æbletræ i baghaven. Den talte hun meget om. Lasses æbletræ.
Astrid Lindgrens uanmeldte besøg på Håbets Allé i 1996 skulle blive hendes sidste, idet hun døde i januar 2002. Men ikke hendes første, da hun i hvert fald én gang tidligere aflagde et besøg i Villa Stevns. Det var i midten af 1960erne.

Gravid uden for ægteskab
Astrid Lindgrens tilknytning til Håbets Allé og i særdeleshed Villa Stevns i årene 1926 til 1929 hørte til en periode, som hun i mange år aldrig omtalte offentligt. Først 50 år efter, i slutningen af 1970erne, røbede hun lidt over for forfatteren og veninden Margareta Strömstedt om de svære personlige og økonomiske vanskeligheder, som hun røg ud i som følge af en uønsket graviditet.
Det skete i 1926, på et tidspunkt, da Astrid Ericsson arbejdede som journalistelev på den lokale avis Wimmerby Tidning. Faderen, der var gift familiefar og redaktør på bladet, ville hun absolut ikke kendes ved. Sladderen gik lystigt i den lille by, og Astrid besluttede sig for at forlade byen og flytte til Stockholm.
"Nu om stunder kan man få børn inden for og uden for ægteskabet, uden at det gør den mindste forskel, men i midten af 1920erne, da jeg "kom galt af sted", rystede det Vimmerby mere, end da Gustav Vasa inddrog købstadsrettighederne. Aldrig har så mange sladret så længe om så lidt, i hvert fald ikke i Vimmerby" har Astrid Lindgren fortalt.
Astrid rejste til Stockholm, skaffede sig et pensionatsværelse og begyndte at lære stenografi og maskinskrivning. Hun boede på pensionat sammen med et par andre piger fra landet, men hun røbede intet om, at hun var gravid.
Men det lykkedes hende at komme i kontakt med en advokat Eva Andén, som var stærkt engageret i
vanskeligt stillede kvinders situation, især ugifte mødres. Denne advokat sørgede for, at Astrid kom til København, hvor hun kunne føde sit barn.
På det tidspunkt var Fødselsstiftelsen på Juliane Maries Vej (i tilknytning til Rigshospitalet) det eneste offentlige sted i Skandinavien, hvor ugifte kvinder kunne føde anonymt, uden at de var tvunget til at oplyse deres egen eller faderens navn.
Muligvis var det denne advokat, der fandt den plejefamilie i København, som den unge Astrid Ericsson kunne bo hos, indtil hun skulle føde, og hvor hendes nyfødte søn Lars, kaldet Lasse, i sine første år fandt en kærlig plejefamilie hos Marie Stevens i Villa Stevns.

Familien Stevens
I biografien om Astrid Lindgren omtales Fru Stevens som Lasses plejemor, og det hedder videre, at "hun tog sig godt af ham, og hun havde selv en søn i skolealderen, og ud over Lars endnu et plejebarn med svensk mor". Lasse kaldte fru Stevens for sin mor, mens han kaldte Astrid for "mamma". Videre oplyses, at fru Stevens fik en hjertesygdom, som medførte, at Lasse blev anbragt hos forskellige venner og slægtninge af familien Stevens i København. Det førte i 1929 til, at Astrid tog sin søn hjem til Stockholm.
Tingbogsattesten for Håbets Allé 36 giver ingen yderligere oplysninger om denne fru Stevens. Af den fremgår det blot, at husets ejer var skomagermester H. Nielsen. Dog optræder familienavnet Stevens, idet ejeren fra den 19. juni 1939 hed stukkatør Vilhelm Stevens.
Pensioneret overlærer Kirsten Stevens, Frederiksberg, der er en datter af Vilhelm Stevens og en niece til Marie Stevens, er barnefødt i Villa Stevns, samme år som Astrid Lindgrens Lasse. Hun fortæller:
- Jeg boede i stuen sammen med mine forældre og min bedstemor. På 1. sal boede tante Marie, som havde Lasse og Esse, som var en anden svensk dreng, der var i pleje. Jeg har boet der samtidig med Lasse. Der var tre barnevogne, én til Lasse, én til Esse og én til mig, fortæller Kirsten Stevens.
At hendes tante Marie Stevens var plejemor skyldtes, at hun i en relativ ung alder var blevet enke, da hendes mand Theodor døde af spansk syge, en alvorlig influenzaepidemi, som hærgede verden i 1918-1919. Hun havde brug for indtægter for at sikre sig forsørgelsen af sig selv og sine to børn Else og Karl. Senere havde hun den sorg også at miste sin datter Else.. Tilbage havde hun sin søn Karl, der hjalp til, også da den gravide Astrid Ericsson flyttede ind i efteråret 1926.

Talte oksehoveder
Der findes i dag ikke sikre oplysninger om, hvornår Astrid Ericsson flyttede fra Stockholm til København, men formentlig skete det nogle måneder før fødslen, da ingen måtte vide, at hun var gravid. I den tid boede hun hos Marie Stevens og sønnen Karl i Villa Stevns. Lasse fødte hun den 4. december 1926.
Niecen Kirsten Stevens fortæller:
- Min fætter Karl har fortalt, at han ledsagede Astrid Lindgren, da hun skulle føde. De måtte tage en bil fra Håbets Allé ind til Rigshospitalet. Han erindrede, at Astrid talte alle de oksehoveder, som de så på deres vej. Hvad der ligger i det ved jeg ikke, men det har min fætter fortalt. Han sad i bilen hos hende.
Ifølge Kirsten Stevens bevarede fætteren kontakt med Astrid Lindgren mange år efter.
Bl.a. besøgte han hende i Stockholm og de skrev sammen. Men han kan desværre ikke berette, da han døde for flere år siden.
At familien ændrede navn fra Nielsen til Stevens skyldtes en familiebeslutning og har sin sammenhæng med familiens tilknytning til Stevns, heraf villaens navn.

Pjækkede fra arbejdet
"Lasse havde det godt i de år. Jeg havde det derimod ikke så godt" fortalte Astrid Lindgren siden. Efter fødslen måtte hun efterlade sin dreng i Brønshøj og vende tilbage til Stockholm for at tjene til dagen og vejen, hvortil hørte betaling af plejemoderen og til de dyre rejser mellem Stockholm og København.
"Jeg måtte jo blive i Stockholm og gøre min uddannelse færdig, skaffe arbejde og prøve at finde en udvej til at have Lasse hos mig. Det var en tid fuld af slid og temmelig mange afsavn og en evig længsel efter drengen, som var så langt borte fra mig."
Tankerne om Lasse slap hende aldrig, og så ofte hun kunne og havde mulighed for at skaffe penge til billetten, rejste hun til København.
Omtalt i biografien er en episode, hvor Astrid Lindgren en lørdag i foråret 1928 pjækkede fra sit kontorarbejde for at tage til København og gense sit barn. Desværre blev pjækkeriet opdaget, og hun blev fyret, da hun om mandagen vendte tilbage på arbejde i Stockholm efter en hektisk weekend sammen med sin søn.

Familien forenet
På grund af fru Stevens hjertesygdom tog Astrid i december 1929 sin søn hjem tilbage Stockholm. I et års tid blev Lasse passet af sine kærlige bedsteforældre på gården Näs hjemme i Vimmerby i Småland, hvor Astrid selv havde trådt sine barnesko. I 1931, da Astrid blev gift med kontorchef Sture Lindgren, flyttede familien ind i en toværelseslejlighed på Vulcanusgatan i Stockholm. Astrid blev hjemmegående husmor og kunne nu hellige sig sin søns opvækst.
I 1934 fødte hun sit barn nr. 2, datteren Karin. Det var i disse år, at hendes bøger om Pippi Langstrømpe begyndte at tage form, som højtlæsning for sine børn. Astrid forærede Pippi Langstrømpe- manuskriptet til sin datter på hendes ti års fødselsdag i maj 1944. Året efter udkom bogen om Pippi Langstrømpe, som foruden hendes mange andre børnebøger skabte den største svenske børnebogssucces nogen sinde og gjorde hende berømt over hele verden.
Hendes samlede oplag omfatter ca. 130 mio. eksemplarer fordelt på 87 sprog, og hun har i mange år været placeret blandt verdens 12 hyppigst oversatte forfattere.

På besøg i 1965
Gennem alle årene bevarede Astrid Lindgren mindet om sin private tilknytning til Håbets Allé. Det var baggrunden for, at hun dukkede op i oktober 1996. Et lignende besøg oplevede Kirsten Stevens, da hun i midten af 1960erne boede på 1. salen i Villa Stevns.
- Jeg mener, at det har været i 1965, min søn Lars var nemlig ca. 1 år gammelt. Da ringede Astrid Lindgren på døren. Min hushjælp frøken Philipsen lukkede op. Jeg stod og var på vej ud af døren, men jeg bød hende op i lejligheden. Hun var lige kommet fra Stockholm, fortalte hun. Jeg svarede, at det da var en lang tur, men hun slog det hen. Med fly var det ikke noget at tale om. Hun kom så op i lejligheden. Min søn, der lå og sov i sin tremmeseng, blev vækket, og kiggede forbavset på den fremmede dame. Jeg sagde til hende: Ja, nu er det mig, der har en Lasse. Hun smilede, og så lagde hun forsigtigt hånden på hans hoved og sagde: Læg du dig bare ned igen. Hun spurgte, om hun måtte have lov til at kigge ind i værelset ved siden af. "For det var her, jeg boede." Altså i det lille værelse, der vender ud mod haven. Hun var meget diskret. Og hun blev der ikke ret længe, husker Kirsten Stevens.

Æbletræet
Tilsyneladende har Astrid Lindgren selv glemt dette besøg, da hun atter kom på besøg i oktober 1996, året før hendes 90 års fødselsdag. Hun gav udtryk for, at det var første gang, at hun havde set huset siden hendes søn Lasse havde boet der. Og det kommer også til udtryk i det brev, som Astrid Lindgren efter besøget sendte til Birgitte Gotfredsen, hvor hun takkede for besøget og i samme forbindelse konstaterede, at hun ikke havde været i Villa Stevns de sidste 70 år.
I brevet, dateret den 29. oktober 1996, ti dage efter besøget, skrev Astrid Lindgren, at hun var glad for at være i det hus, hvor hendes søn Lasse havde boet, og tilføjede, at det gjorde hende ondt at tænke på, at han ikke længere fandtes. Lasse døde i juli 1986, efter en tids sygdom.
I brevet havde Astrid Lindgren vedlagt en række fotos fra besøget, bl.a. et, hvor hun står og krammer det gamle æbletræ i haven. Lasses træ, som hun kaldte det.
Om det så var det samme træ dengang Lasse boede på Villa Stevns, er ikke så sikker endda. Muligvis er det først plantet senere. Men Astrid Lindgren kunne på grund af sit dårlige syn næppe selv konstatere det. Og i virkeligheden spiller det også en mindre rolle. Det, som betød noget, var hendes oplevelse af, at det var det træ, som Lasse havde klatret i.
Birgitte Gotfredsen kan i dag seks år godt forstå hvorfor det betød så meget for den gamle dame at gense det hus, hvor hendes søn havde boet.
- Det har nok betydet meget for hende, at vi åbnede vores dør for hende og sagde: Kom indenfor. Sådan læser jeg hendes brev, og det var det indtryk, som jeg fik. Måske fik hun sat nogle tanker på plads og fik lukket et kapitel af sit liv.
Det bekræftes af Astrid Lindgrens personlige sekretær Kerstin Kvint, der fulgte hende under besøget. Hun har efterfølgende skrevet i et brev, at "Astrid var dybt rørt, da hun erfarede, at vi havde fundet huset på Håbets Allé. Hun tænkte meget på Lasse og tiden omkring fødslen."

Kilder:
Astrid Lindgrens brev til Birgitte Gotfredsen 29. oktober 1996
Kerstin Kvints brev til René A. Jensen 8. februar 2002
Interview med Birgitte og Christopher Gotfredsen juni 2002
Interview med Kirsten Stevens, juni 2002
Tingbogsattest matr. nr. 237, Håbets Allé 36, 2700 Brønshøj
Magnus Falko, brev 18. juni og 2. august 2002
Margareta Strömstedt: Astrid Lindgren. En levnedsbeskrivelse. Gyldendal 2002
Svensk TV 4 portræt udsendelse i april 2002.

 

Kopiering af denne artikel må kun finde sted på skoler og virksomheder, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Skoler og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copy-Dan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til forfatteren på email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.">Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Læs også om...

Håbets Alle 67. Forfatteren Erik Berthelsen (1898-...

Erik Bertelsen føjer sig til rækken af kendte forfattere, der har boet på Håbets Allé. I årene fra 1930 til 1935 sad han til leje på H. A. nr. 67, stuen, sammen med sin kone og lille datter. E [ ... ]

Læs mere...
Håbets Alle 51. Studenterhybel for Simon Spies

Trods sin korte og så godt som anonyme tid på Håbets Allé efterlod Simon Spies sig et varigt minde. Dengang var han blot omkring de 17 år, netop flyttet fra hjemmet i Helsingør. Og med kun få p [ ... ]

Læs mere...
Håbets Allé 56: En syngende og talende Ford.

  En syngende og talende Ford (Håbets Allé 56).   Tidsskriftet Nordisk Motor Industri bragte i et nummer i begyndelsen af 1920’erne denne artikel om opfinder og vindskærmefabrikant  [ ... ]

Læs mere...
Lidt fakta om vejens historie

Af Søren Peder Sørensen Først kom storken. Så kom børnene.
For ret beset blev Håbets Allé placeret på en mark med søhuller, græssende kreaturer og storke på jagt efter frøer.
Siden blev ma [ ... ]

Læs mere...
Andre artikler