2011 Referat af bestyrelsesmøde 4. maj 2011
Referat af bestyrelsesmøde den 4. Maj 2011
Tilstede: Birgitte, Jan, Carsten og Michael
1) Kontingentrestancer
Der er kun 46 medlemmer, der indtil videre har betalt kontingent for 2010/2011. Birgitte omdeler rykker til dem der mangler at betale. Inden sender Birgitte medlemsoversigt til Michael, så han kan lave oversigt over restanterne.
2) Vejvedligeholdelse
Jan har besigtiget vejene – der er ikke så mange huller og revner, så udgiften forventes i samme niveau som sidste år, dvs. ca. 30.000 kr. Der er aftalt gennemgang med vejfirmaet i uge 19 og herefter får vi et tilbud på reparation. Arbejdet forventes udført om ca. tre uger.
3) Fortovsfliser
Jan taler med Jane om indhentning af et par tilbud på fliseopretning, der hvor vejtræerne har løftet fortovsfliserne. Fliserne skal så vidt muligt lægges i en bue over rødderne uden at disse overskæres - hvis det er nødvendigt at overskære rødder, skal arbejdet skal laves af en gartner.
4) Sommerfest
Det er længe siden, vi har gjort noget særligt ud af sommerfesten, og der er en del penge på kontoen, så vi lejer en hoppeborg og en slushicemaskine og hyrer en tryllekunstner, der kan komme og underholde en time omkring kl. 20. Michael laver aftaler.
Endvidere aftalt at bede Jane om at lave et udkast til indbydelse. Skal sendes til bestyrelsen inden 1. juni. Birgitte omdeler indbydelsen medio juni.
5) Lugning af bede
Birgitte luger bedet ved Hundestien. Michael taler med HA 67 + 56 om lugning af de to bede ved trekanten.
6) Busprojektet på Frederikssundsvej
Jan sidder i følgegruppen vedr. busprojektet på Frederikssundsvej. Kommunen arbejder med tre alternativer, herunder den oprindelige radikale løsning med en” busmotorvej”, som nødvendiggør fældning af mange af vejtræerne og nedlæggelse af adskillige af p-pladserne på Frederikssundsvej. Projektet sendes i offentlig høring i perioden 1. juni – 31. August 2011.
Enighed i bestyrelsen om, at alle tre alternativer vil være en stor forringelse af lokalmiljøet som ikke kan opvejes af ønsket om større fremkommelighed for busserne som vi ellers deler. Vi vil derfor arbejde for, at projektet skrinlægges eller ændres så lokalmiljøet ikke forringes. Vi får størst gennemslagskraft, hvis de enkelte grundejere selv protesterer under høringsfasen.
Følgegruppen er indkaldt til orienteringsmøde den 17. Maj. Aftalt at vejlaugsbestyrelsen mødes den 18. Maj kl. 19.30 hos Jan for at drøfte, hvordan vi skal orientere vejlaugets medlemmer om projektet.
Endvidere aftalt, at Birgitte opfordrer Brønshøj Grundejerforening til at tage initiativ til at også øvrige grundejerforeninger/vejlaug omkring Frederikssundsvej engagerer deres medlemmer i en modstand mod projektet.
7) Diverse
Birgitte oplyste, at man på det seneste bestyrelsesmøde i Brønshøj Grundejerforening havde drøftet muligheden for at indrette Brønshøj Gamle skole til kulturhus. Flere i bestyrelsen ønsker dette, men Birgitte vil arbejde imod.
Endvidere blev det oplyst, at kommunen arbejder med en model for privatisering af gadebelysningen, hvor kommunen indgår aftale med en entreprenør, så de enkelte grundejere/grundejerforeninger ikke selv skal lave aftaler. Udgiften vil blive opkrævet via skatten.
Det ville være godt, hvis bestyrelsen havde en e-mailadresse til vejlaugets medlemmer. Vi kan evt. opfordre medlemmerne til at sende en e-mail til vejlauget (eller en i bestyrelsen) på den næste skrivelse vi omdeler.
Michael 4. Maj 2011
Please wait...
